Gennemførsel på videregående uddannelser 2018

Siden 2018 er Grønlands Statistik gået væk fra at opgøre årligt antal afbrudte uddannelser. Dette kommer efter flere overvejelser, der primært handler om at enhver afbrudt uddannelse i princippet kan genoptages. Derfor opgøres i stedet de studerendes uddannelsesstatus 1-10 år efter påbegyndt uddannelse. Tabellerne gør det muligt at beregne gennemførselsprocenten, som andelen af de studerende, der har gennemført en uddannelse op til 10 år efter, de er påbegyndt.

Tabellerne opgør uddannelsesstatus:

·         Inden for den eksakt samme uddannelse, som er påbegyndt.

·         Inden for samme uddannelsesniveau, som er påbegyndt.

I den sidste tabel tages der højde for studerende, som skifter uddannelsesretning inden for samme uddannelsesniveau.

Denne publikation beskæftiger sig kun med videregående uddannelser. Se stat.gl for publikation om gennemførsel på ungdomsuddannelserne.

 

Gennemførsel af den påbegyndte uddannelse

De videregående uddannelser består af korte videregående uddannelser, som normalt er normeret til 2 år, akademiske bacheloruddannelser, som er normeret til 3 år, professionsbacheloruddannelser, som er normeret til 3,5-4 år og kandidatuddannelser, som er normeret til 2 år.

 

Årgangen der startede på de korte videregående uddannelser i 2014 har været en del større end tidligere årgange. Af de 114 der startede i 2014, havde de 64 gennemført uddannelsen indenfor 4 år. Lidt over halvdelen, 51 pct., havde gennemført uddannelsen de startede på, inden for normeret tid på 2 år.

 

Gennemførelsesprocenten blandt de akademiske bachelorer fra 2013 var den laveste blandt de videregående uddannelser. 3 år efter påbegyndt uddannelse, havde 15 pct. gennemført uddannelsen de startede på. Efter 5 år havde 30 pct. gennemført uddannelsen.

 

På professionsbacheloruddannelserne gennemførte 44 pct. uddannelsen, de startede på i 2012 indenfor den normerede tid på 4 år. Efter endnu 2 år steg andelen til 53 pct. Gennemførelsesprocenten er dermed faldet 7 pct. point i forhold til årgangen fra 2011.

 

38 pct. af de studerende der startede på en kandidatuddannelse i 2014 havde færdiggjort uddannelsen indenfor normeret tid på 2 år, mens 60 pct. havde færdiggjort indenfor 4 år.

 

Figur 1. Gennemførelsesprocenten på videregående uddannelser, årgang 2012, 2013, 2014

Note: Gennemførelsesprocenten er opgjort ultimo året for studerende, som påbegyndte uddannelsen for første gang i året i parentes: Kort videregående uddannelser (2014), bachelor (2013), professionsbachelor (2012), kandidat (2014). Normeret tid er opgjort i antal hele kalenderår.

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (http://bank.stat.gl/UDDISC11L).

 

Flere kvinder end mænd gennemførte uddannelsen

Flere kvinder end mænd starter på en videregående uddannelse. Samtidig gennemfører en større andel af kvinderne. Den største forskel var på professionsbachelor uddannelserne, hvor 61 pct. af kvinderne fra årgang 2012 gennemførte uddannelsen indenfor 6 år, mens det tilsvarende tal for mændene var 37 pct.

 

På de akademiske bacheloruddannelser var gennemførelsesprocenten hos kvinderne højere for årgangen 2013. Gennemførselsprocenterne lå på hhv. 35 og 20 pct. for kvinder og mænd. For årgangen før lå disse tættere på hinanden, da gennemførslen lå på hhv. 23 og 25 pct. hos mænd og kvinder.

 

Gennemførslen var mere sammenlignelig mellem kønnene ved de kortere videregående uddannelser, samt uddannelserne på kandidatniveau. Især ved de kortere videregående uddannelser er der sket en ændring i forhold til året før. Hos årgangen 2013 lå forskellen i gennemførsel på 30 pct. mellem kønnene, mens den i 2014 kun er på 2 pct. point.

 

Figur 2. Gennemførelsesprocenten på videregående uddannelser efter normeret tid + 2 år, opdelt på køn; årgang 2012, 2013, 2014

Note: Gennemførelsesprocenten er opgjort ultimo året for studerende, som påbegyndte uddannelsen for første gang i året i parentes: Kort videregående uddannelser (2014), bachelor (2013), professionsbachelor (2012), kandidat (2014). Normeret tid er opgjort i antal hele kalenderår.

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (http://bank.stat.gl/UDDISC11M).

 

Højere gennemførelse i Grønland

Der er stor forskel på gennemførelsesprocenten opdelt på uddannelsesland. Henholdsvis 71 pct. og 58 pct. gennemførte en kort videregående uddannelse og professionsbacheloruddannelse i Grønland mod 44 pct. og 40 pct. af de studerende uden for Grønland. Modsat er gennemførelsen markant højere på kandidatuddannelserne uden for Grønland, hvor 82 pct. af de studerende gennemførte en uddannelse på kandidatniveau, mod 24 pct. af de studerende i Grønland.

 

Figur 3. Gennemførelsesprocenten på videregående uddannelser efter normeret tid + 2 år, opdelt på uddannelsesland; årgang 2012, 2013, 2014

Note: Gennemførelsesprocenten er opgjort ultimo året for studerende, som påbegynder uddannelsen for første gang i året i parentes: Kort videregående uddannelser (2014), bachelor (2013), professionsbachelor (2012), kandidat (2014). Normeret tid er opgjort i antal hele kalenderår.

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (http://bank.stat.gl/UDDISC11L).

 

Gennemførsel af det påbegyndte uddannelsesniveau

Nogle studerende afbryder uddannelsen de er påbegyndt, og gennemfører i stedet en anden uddannelse. 65 pct. af de studerende, som påbegyndte en videregående uddannelse for første gang i 2011, havde gennemført en videregående uddannelse indenfor 7 år. Heraf havde 9 pct. gennemført en uddannelse på et andet uddannelsesniveau end den de påbegyndte. Det er især studerende på de akademiske bacheloruddannelser, hvor mange dropper ud og skifter retning til enten en professionsbacheloruddannelse eller kort videregående uddannelse. Af de studerende som startede på bacheloruddannelsen i 2011, havde 27  pct. gennemført en bachelor indenfor 7 år, mens 28 pct. i stedet havde gennemført en videregående uddannelse på et andet niveau.

 

Figur 4. Uddannelsesstatus på videregående uddannelser 7 år efter start, årgang 2011

*Gennemført andet niveau inden for de videregående uddannelser.

Note: Uddannelsesstatus er opgjort for studerende der påbegyndte en videregående uddannelse for første gang i 2011. 

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (http://bank.stat.gl/UDDISC11O).